DEN FYNSKE FORÅRSFANFARE.
Udstillingsåbning på SAK 5. marts 2016.
Det lyder som en fanfare: Den Fynske Forårsudstilling!
Mange af os får uundgåeligt associationer til Carl Nielsens og Åge Berntsens herlige værk for kor og orkester, ”Fynsk forår.” Det kom til verden i 1921, og i samme tiår så også Den Fynske Forårsudstilling i bogstaveligste forstand dagens lys. Det startede med udstillinger på Klosterbakken i Odense i 1926 og 1927. Og den 27. marts 1929 åbnede der atter en Fynsk Forårsudstilling i Odense. Nu organiseret så der stod en kunstnersammenslutning bag.
I år er det derfor 87. gang provinsens ældste kunstnersammenslutning byder velkommen. Det er nok ingen tilfældighed, at Den Fynske Forårsudstilling kom til verden året efter at den store personlighed bag Faaborg Museum, fabrikant Mads Rasmussen, var død. Der opstod et tomrum i det fynske kunstliv – og Rasmussens mange indkøb standsede af gode grunde – så noget nyt skulle ske. Men dog ikke mere nyt, end at der også var kontinuitet. På de første forårsudstillinger deltog giganter som Fritz Syberg og Johannes Larsen. De var ikke medlemmer, men blev betragtet som æresmedlemmer.
Så det lyder ikke bare som en fanfare, det er en fanfare, at denne gamle sammenslutning fortsat er lyslevende og endnu engang byder alle interesserede inden for til et møde med nutidskunst.
I musikkens verden er en fanfare enten en hyldest eller et angrebssignal. Men det særlige ved Den Fynske Forårsudstilling er, at der her ikke er tale om et enten-eller. Den Fynske Forårsfanfare er nemlig både en hyldest og et signal til angreb.
Udstillingen er en hyldest til det skabende og legende i mennesket. Som enhver kunstnerisk manifestation er det. Den minder os om sandheden i Johannes V. Jensens håbefulde og på én gang både ydmyge og selvbevidste udsagn, at ”kunsten åbner en mulighed for at passere uvanskabt gennem tilværelsen.”
At vi nu står over for Den fynske Forårsudstilling nr. 87 er selvsagt også en hyldest til skiftende generationers sans for kunsthistorisk bevidsthed og evne til at fastholde kontinuitet og fornyelse.
Ganske som det er en hyldest til viljen til at fastholde dialogen mellem forskellige kunstneriske genrer. Forårsudstillingen har f.eks. gennem årene sat billedkunst og digtning op til gensidig inspiration. Hvad mange årbøger eller kataloger på fornem vis dokumenterer Og det er ikke nogen ny idé, for man kan hævde den
2
går helt tilbage til, at Emil Bønnelycke havde skrevet et digt specielt til åbningen af den første forårsudstilling i 1929.
Og for nu atter at vende tilbage til det jeg startede hyldesten med – dette med det legende og skabende i mennesket – så er udstillingen også en hyldest til den dybe, eksistentielle sandhed der gemmer sig i det notat, Oluf Høst engang nedskrev i sin logbog: ”Kunst er det modsatte af tidsfordriv.”
Med dette citat fra den gamle vismand fra Gudhjem er vi også på vej over i angrebsdelen af fanfaren. Hvorfor skrev Høst med sin smukke, lidt flagrende skrift, at ”kunst er det modsatte af tidsfordriv?” Det føler jeg mig overbevist om, at han gjorde, fordi han var dødtræt af at møde den opfattelse, at det at male billeder, at skrive digte eller at lave musik bare er en unyttig måde at slå tiden ihjel på. Den skal jo gå med et eller andet.
For det er et såre almindeligt syn på kunst i vort samfund, at vi har at gøre med sådan en slags udvidet hobbyvirksomhed. Ligesom der er nogle, der er så gode til at spille fodbold, at de kan tjene penge på det – hvad man jo sagtens kan forstå - er der minsandten også nogle der er i stand til at sælge de billeder, de hygger sig med at lave. Forstå det, hvem som kan.
Dette syn slår også igennem i den brede opfattelse af kulturpolitik og kunststøtte. Selvfølgelig skal vi have kunst i et oplyst samfund som det danske. Men først skal vi sørge for at alt det andet i samfundet er i orden, og så må vi se om ikke også der bliver nogle penge tilbage til kunsten.
Nøgternt set betragtes kunsten som en slags flødeskum på tilværelsen. Noget vi kan tillade os, når først vi har check på alt det virkeligt vigtige.
Men i en dybere forstand forholder det sig omvendt.
Det er ikke nogen kunst at få mennesker til at arbejde for sig selv og for den nærmeste families materielle trivsel. Det er ren selvopholdelsesdrift og egoisme, og vi hører politikere sige 17 gange hver dag, at vi må indrette samfundet sådan, at ”det skal kunne betale sig at arbejde.” Men at få mennesker til at føle sig som en del af et større fællesskab, at få dem til at gøre en indsats for at ikke blot det snævre, personlige fællesskab, men at det store kollektiv – samfundet, folket – trives og har det godt, det er kriteriet på, om et samfund er værd at have med at gøre.
Nøglen til at mennesker får en sådan indstilling, der altså rækker langt ud over den nøgne egeninteresse, ligger gemt i, om et samfund har et levende åndsliv. Om
3
samfundet er gennemsyret af den eksistentielle viden, at mennesket ikke blot skal have noget at leve af. Det skal også have noget at leve på og for.
Åndslivet stiller sig ikke tilfreds med at konstatere, at vi lever, men betragter tilværelsen som så rig og forunderlig, at man uundgåeligt stående over for gåden må spørge sig selv og sine omgivelser, hvorfor vi lever. Hvad er meningen med dette gådefulde og uendeligt mulighedsfyldte liv?
Kunsten har ikke patent på åndslivet. Naturligvis ikke. Men den er en central del af åndslivet, og derfor havde Oluf Høst så evigt ret, når han fastslog, at ”kunst er det modsatte af tidsfordriv.”
Kunsten skal for alt i verden ikke spændes for en eller anden bestemt politisk retning. Kunsten kan kun trives i frihed, og den enkelte kunstner må for egen regning og risiko give sine bidrag til belysning af den fælles gåde, som vort liv er.
Ved at gøre det skærper kunstneren betragterens, læserens eller lytterens sanser. Øger hans og hendes optagethed af tilværelsen og giver energi til at kaste sig ind i den fælles dagsorden og ikke blot den private.
Således er kunsten ikke bare nyttig. Det er alt for snævert. Nej, den er undværlig.
Den holdes oppe af mennesker, der beskæftiger sig med kunst, fordi de ikke kan lade være. Den Fynske Forårsudstilling er nu for 87. gang en del af kampen for at holde vandene åbne og menneskers eksistentielle nysgerrighed ung og levende. Det synes jeg der er al mulig grund til at ønske til lykke med – og sige tak for.

Finn Slumstrup